Fælles Musik Festival

Desværre fik Skælskør Marinegarde ikke afholdt 50 års jubilæum. I stedet kan vi nu glæde os til at være værter ved Fælles Musik Festival 28/8 kl. 10-16.30 på Borreby herreborg. Her vil Sønderborg Garden, Slagelse Garden, 6. Juli Garden, Ruds Vedby Garden, Nakskov Garden, Nykøbing Falster Garden, Holbæk Garden, Prins Jørgens Garde og Skælskør Marinegarde afholde koncerter for alle besøgende. Det er gratis at komme forbi og høre koncerterne. Vi håber at se rigtig mange besøgende.

Sommertur til Aalborg

Skælskør Marinegarde har i perioden 1/7-4/7 været en tur i Aalborg. Vi skulle afsted og opleve sammen, det var tiltrængt efter en lang nedlukning. Vi havde lavet aftale med Aalborg Garden om lån af deres lokaler, hvor vi kunne bo og have vores base.

Fredag var vi en hel dag i Aalborg Klatrepark. Dette var en stor fornøjelse og udfordring for alle. Men med godt kammeratskab, tryghed og heppe kor kom alle så langt i banerne som de ønskede.

Lørdag var vi så heldige at få lov at marchere igennem Aalborg bymidte og spille koncert på torvet. Dette sammen med Aalborg garden. Efterfølgende var der is på havnen og fodboldfest.

Søndag gik turen til Grenen og efterfølgende hjem til Skælskør.

En fantastisk tur med godt kammeratskab og minder at gemme på.

HYGGE LY

Frem til 14. august har Skælskør Marinegarde flyttet lokaler til Nytorv 1.a. Her kan man besøge HYGGE LY, som er et foreningslokale hvor alle foreninger kan præsentere deres aktiviteter. Skælskør Marinegarde kan tilbyde at man laver sit eget instrument, spiller på instrumenter, prøver gardens hat, leger med nutella, spiller spil og meget mere. Kom og besøg os og måske er du vores nye ven i Skælskør Marinegarde.