Et flot DM for bygarder 2015

Skælskør Marinegarde blandt den bedste halvdel i Brøndby, hvor 38 garder deltog i DM

Artikel i VD-Online 10. juli 2015 - Af Steen Andresen

Dm: Det var en glad flok af forventningsfulde gardere, superhold, forældre og ledere i Skælskør Marinegarde, der drog afsted mod Brøndby Stadion onsdag den 1. juli. Og ved hjemkomsten var de såmænd lige så glade. Vores gardere har været forrygende i konkurrencerne, hvor de har mødt stor modstand af 2500 andre dygtige musikere. Vi fik flotte placeringer i de konkurrencer vi deltog i, og samlet blev vi nr. 19 og vores tambourmajor fik en placering som nr. 14, fortæller Amalie Kristensen fra Marinegarden.

Nervøsitet og fællesskab

Da alle vores gardere skulle vise show og tattoo på Brøndby stadion, var nervøsiteten i top. Det var første gang, at vi skulle vise det indøvede show offentligt, så alle var spændte. Men musikken, som var fra "Bullerfnis", fik folk på tribunerne i hopla, og da vores superhold marcherede ind med blå balloner, tog jublen til.

Men vigtigst af alt syntes vi, at de ældste gardere skulle have en flot 1. plads i socialt fællesskab og måden, som de tog sig af vores Superhold på. Vores nye gardere fik en fantastisk oplevelse og synes, at det er det fedeste, de har været med til. De var aldrig alene, de blev hjulpet igennem menneskemylder, nervøsitet og sceneskræk, de fik hjælp til at sætte håret rigtigt, uniformen blev rettet og selvtilliden pumpet til tops. Noget som vi voksne ikke kan give, men som de store gardere bare gjorde og gør helt naturligt, fortæller en glad og stolt Amalie.

I sommerens bybillede

Og Skælskørs borgere kan glæde sig til at se gardens 27 medlemmer i uniform i bybilledet til den kommende Familiefestival i byen, til Børnefugleskydningen sidst i juli (uge 30) og til den Kulturelle Folkefest sidst i august. ? Så kom på gaden og hør samtidig mere om at blive en del af Skælskør Marinegarde og et fantastisk fællesskab, slutter Amalie af.